Vi ender på mit køkkengulv
Vi er nået til det punkt på aftenen, hvor vi ender med at sidde på mit køkkengulv i stedet for at iføre os vores højhælede sko og danse ud i natten. Der er ingen, der har nævnt det, men Emma har åbnet en flaske rødvin. Den står og ilter på køkkenbordet, mens hun leder efter vinglas i skabet, dem med den tynde stilk. Jeg trækker knæene ind under mig, Mona har bare tæer. Hun lægger sit hoved på min skulder og kigger lige frem. Lige der, hvor Sofie plejer at sidde. Sådan er det. Hver vores plads på mit køkkengulv, hver vores vinglas i hænderne.
Emma spørger efter tændstikker og tænder stearinlys, før hun dumper ned på gulvet foran mig. Jeg smiler. Tænker på alle de gange, at vi har siddet netop her og snakket i takt med, at urets visere gik i ring, indtil vi var kommet godt omkring. Omkring vores kærlighedsliv, der blev mindre håbløse med årene. De kys, der endte i et parforhold, der endte med skår i hjertet. Vi har altid grebet hinanden på mit ternede køkkengulv.
“Så blev det Sofies tur til at gå,” sukker Emma.
“Tillykke til hende!” siger Mona og skåler.
“Ja, til hende og Anton og barnet,” istemmer jeg.
“Det er ligesom Johanne, der bar tog afsted,” siger Mona.
“Hun kommer hjem fra USA en dag,” siger jeg.
“Det skal da lige passe, at hun finder en kæreste, slår sig ned uden at se sig tilbage,” siger Emma.
“Og så er hun glad der,” siger jeg.
“I modsætningen til os andre her,” hvisker Mona.
“Mere rødvin, tak,” siger Emma.
Jeg nusser Mona på håret. Stroppen fra den mørkerøde kjole falder ned på hendes skulder. Hun har sin flotte BH på, kan jeg se.
“Det er ikke ligesom i gymnasiet mere,” siger Mona.
“Det er jo også flere år siden,” siger Emma. Vi sidder på det samme køkkengulv. Mine forældre er ude og spise. De går mere ud end mig.
“Dengang var vi tit i byen. Alle fem,” fniser Mona.
“Ja, når vi ikke endte her,” siger Emma og klapper gulvet. Det er trygt at sidde her. Måske var det derfor, at jeg rejste mig fra sofaen, da Mona tog tilløb til at bestille en taxa. Rejste mig og gik over mod køkkenet for at finde oliven og saltede jordnødder frem. Så sad jeg med ryggen mod køkkenskabet og løsnede mit hår fra hestehalen. Jeg vidste, hvad der ville ske. Jeg ser på de to andre. Fem blev til tre. Emma starter voksenjob i næste uge, så er det kun Mona og jeg tilbage.
“Burde vi komme afsted?” jeg bryder tavsheden. Mona løfter hoved fra min skulder.
“Hvad med rødvinen?” spørger Emma.
“Den kan få en prop i,” siger Mona og rejser sig.
matildedydensborg