Matildes Litterære Univers

“Vil du med op på mit værelse?” spørger Elna. Atlas nikker og fremtvinger et venligt smil. Han følger efter Elna op ad trappen til et lille kvistværelse. Ud ad vinduet kan man akkurat se vandet. Sengen er pænt redt op, og Elna sætter sig på den. Hun stiller tekoppen på natbordet ved siden af. 

“Her bor jeg,” siger hun og slår ud med armene.

“Her er virkelig hyggeligt,” siger Atlas og kigger sig omkring. Han ser en opslagstavle ved siden af døren, hvor der hænger et klassebillede. “Er det din gymklasse?”

“Ja, det er det,” svarer Elna. Atlas kigger på deres ansigter og genkender både Sylvester, Bertram, Björk, Anika og flere fra hans egen børnehaveklasse.

“Der er mange fra vores folkeskole,” konstaterer han.

“Ja, det er ret vildt, hvor mange, der valgte Fjordtoppen. Det er meget hyggeligt, at vi er fortsat sammen,” siger Elna. Atlas vender sig rundt og kigger på Elna. Han vil så gerne lade som ingenting, men det kan han ikke. 

“Har du aldrig haft lyst til at komme væk herfra og starte forfra?” spørger han. 

“Væk fra byen her?” siger hun, og Atlas nikker.

“Jo, sådan har jeg det da nogle gange. Mere nu end før. Men jeg har jo venner og familie herude, og hvis jeg flytter langt væk, så tror jeg, at jeg vil savne dem,” 

“Hvad med at flytte til København?” spørger han.

“Altså når jeg skal studere på et tidspunkt, så ville jeg godt til København, men jeg tror ikke, at jeg ville havde lyst til at bo der for altid. Det kommer nok også an på, hvor mine forældre bor til den tid,” siger hun og tager en tår af sin te. Atlas er usikker på, hvad han skal gøre af sig selv. Han beslutter sig for at sætte sig ned ved siden af Elna. Lyset falder ind gennem vinduet og kærtegner hendes ansigt. Læberne er lyserøde og håret bølger om hende. Skønhedspletten under hendes øje er som det sidste penselstrøg, der fuldender et smukt maleri. Atlas mindes hendes ansigt, da de lå i hans seng nytårsaften. Han havde tænkt, at hun var det smukkeste, han nogensinde havde set. Et helt symfoniorkester af følelser startede i ham, da han tog hendes hånd under dynen. Hvad føler jeg nu? tænker han. Deres øjne har fundet hinanden, og han leder desperat i sig selv efter modet til at kysse hende. I stedet kigger han væk.

“Er det højskolesangen, som jeg gav dig?” bogen ligger på hendes sengebord.

“Ja,” hun rækker ud efter den og lægger den i sit skød.

“Har du fundet nogle sange, du godt kan lide?” spørger han. Elna nikker og bladrer igennem bogen. 

“Nummer 224. De unges sang,” siger hun og rækker ham bogen.

“Den kender jeg godt,” siger Atlas og begynder at nynne melodien, mens han læser. 

“Jeg synes teksten er virkelig smuk. Især det vers, der begynder med regnen falder gennem byen…” siger Elna.

“Vi ser et vindue, som lukkes til i frygt. Stille smugles om bagved et højt hegn. Til et sted, der er mere trygt,” fortsætter Atlas.

“Er det ikke smukt?” siger Elna.

“Jo, især det med håbet i de andre vers,”

“Hvorfor tror du, at den hedder De Unges Sang?” spørger Elna.

“Det er et godt spørgsmål,” siger Atlas, “Måske er det netop på grund af håbet. Er det ikke sådan noget, man siger om os unge?” 

“Jo, det er det nok,” sukker Elna, “Selvom jeg ikke altid føler mig så håbefuld,”

“Det minder mig om en anden sang,” Atlas bladrer igennem bogen igen. “220. Frit land. Hør den her linje… Tilgiv mine øjne, de ser kun fra næsen ned. Hvordan skulle jeg ku’ bære hele kloden på mit skød? Hele verdens smerte kommer ikke mine ved,” læser Atlas.

“Hvad skal det betyde?” spørger Elna og læner sig ind mod Atlas for at læse med.

“Det, der står. Eller, som jeg læser det, så betyder det, at man ikke kan løse alle verdens problemer,”

 “Man kan da prøve,” siger Elna. 

“Ja, men så bliver man nok bare skuffet,” siger Atlas.

“Det var ikke så håbefuldt sagt,” siger hun drillende, og han trækker på skuldrene. Hun tager endnu en tår af sin te og stiller den tomme kop hen på sengebordet igen.

“Må jeg spørge dig om noget?” siger Elna og lægger hovedet på skrå. 

“Ja?” Atlas’ hjerte springer et slag over.

“Det er lidt et emneskift, men jeg har bare tænkt over noget,” siger hun. Atlas sætter sig mere op. “Det er et lidt dumt spørgsmål, så jeg undskylder på forhånd. Det er bare… jeg forstår ikke, hvorfor du blev mobbet så meget, da vi gik i folkeskole. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at folk bare ikke kendte dig,” fortsætter hun. 

“Jeg ved ikke, om jeg kan svare på det… tror bare de havde brug for nogen at slå på. Og jeg reagerede, fordi jeg havde et stort temperament. Det var det samme i undervisningen. Kunne være meget… jeg tror min lærer kaldte det udadreagerende til mine skolehjemsamtaler i de små klasser. Kunne bare finde på at råbe og smække med døren og sådan,” han tænker på Jonas, som han så nede på stationen. Selv på efterskolen, kunne han somme tider vågne om natten med bankende hjerte, når han havde drømt om hans firkantet ansigt og knytnæver.

“Det kan jeg godt huske, at de andre snakkede om. Altså at du var sådan. Men du er jo helt stille og rolig nu,” siger Elna og kigger på ham. Han ville ønske, at hun så væk, så hun ikke ville opdage, hvad hun borer i.

“Nej, jeg har forandret mig meget. Der skal en del til at gøre mig vred nu,” siger han og griner for at lette stemningen. Det er ikke fordi, at Elna har gjort noget slemt. Hun har bare åbnet noget i ham, som han ikke kan lukke igen. Og ud ad åbningen siver minderne om folkeskolen. Den store gynge på legepladsen. Smagen af brændt snobrød og lugten af røg i bålhytten. Deres klasselærers dømmende øjne i nakken. Den fermenterede lugt i biologilokalet. Frosne fingre i den sjappede sne. Han havde snoet sig langs skolens mure, som en skygge, i alle de år. Han var som tilskuer til de andres leg. Elna snakker om tiden i folkeskolen, men Atlas kan ikke fortælle hende, hvordan han har det. Hun må kunne se, at han er en helt anden nu. Hun smelter sammen med den pige, der stod og kiggede på ham ved foden af træet den gang for så mange år siden. Han må slå knuder på indersiden af sig selv, mens han genforenes med alt det, han er løbet væk fra så længe. 

Elna viser ham bøgerne i sin reol. Hun fortæller, at hun sjældent læser mere, ligesom hun sjældent morgenbader i havnen, fordi vandet ikke længere er hendes ven. Selvom han ikke spørger ind til det, fortæller hun ham om tiden på Fjordtoppen. Strandfesterne, byture, vennerne fra folkeskolen. Hver eneste situation kan han lokalisere i sin bevidsthed, fordi billederne af byens gadehjørner vender tilbage. Det irriterer ham, for hun bliver stille, når han fortæller om sin tid på efterskolen og om livet i København.

Forsigtigt vælger han sine ord, for han vil ikke have, at distancen mellem dem bliver længere. Alligevel føles det uundgåeligt. For imens Elnas liv er fortsat i samme hastighed, så begyndte hans liv forfra, da han sagde farvel til denne by. Men denne by har en helt særlig plads i Elnas hjerte. Atlas ser ned af sig selv. Han håber inderligt, at hun ikke ser det forskræmte ansigt. Hun må ikke se det blå øje. Aret, der titter frem under pandehåret. Hvis de bliver ved med at tale om minderne, så vil han krympe ind til sin ranglede syvendeklasseskrop. Han forsøger at bryde tankestrømmen af spiralerende usikkerheder. Hun kender udgaven af ham, som han har forsøgt at undslippe. Selvom hun godt vil væk fra denne by for en stund, bliver hun her måske for evigt. Ligesom sine forældre. Det var bare midlertidigt. Elna rejser sig for at vise Atlas et billede af hende og Björk fra første skoledag, mens de var små. 

Da hun sætter sig ned igen, bemærker Atlas hendes hånd ligge få centimeter fra sin egen. Atlas når at tænke, at det er nu, det sker. Så han kigger på hendes ansigt, som stadig kærtegnes af solens stråler. Han forsøger at bryde igennem barrieren, som han har bygget op omkring sig. En barriere, der er omtrent så tyk som afstanden mellem deres læber. Hvis han kysser hende, vil alt være forandret. Han vil ikke miste en ven for et enkelt kys. Han kan ikke give hele sig selv til hende. Og den del, som han kan give, vil han ikke byde hende. Imens de snakker videre, folder han sine hænder i sit skød. Elna gør det samme.

Det er min tekst, så vær sød ikke at misbruge den. Teksten er kun udgivet på denne hjemmeside. Det er uddrag fra et udkast, og er derfor ikke et færdigt produkt.