Sanketur ved Bagsværd sø
Som barn sankede jeg svampe med min familie ved Bagsværd sø. Vi tog altid afsted i den sidste weekend af september, tidligt om morgenen. Jeg husker det spejlblanke vand, den gråblå himmel og disen, der forsvandt under solens stråler. Det var den tid på efteråret, hvor træerne tøver med at iføre sig rødbrune farver, en længsel efter sensommeren. Hvor gæs gør ophold på søbredden, før de tager bort.
Jeg mindes det sidste efterår, at vi sankede svampe. Det var det år, hvor vi flyttede fra mit barndomshjem. Min lillebror og jeg fulgte efter mine forældre på de snoede skovstier, over broer over bække, helt ned til vandkanten. Når vi gik, knasede kviste under vores gummistøvler, visne blade. Under dem var jorden fugtig og syrlig, så man kunne smage skoven gennem næsen.
Den sidste sanketur blev året, hvor vi fandt den største Karl Johan. Jeg husker, at jeg var løbet i forvejen hen til det store egetræ, som vi altid klatrede i. Da jeg så den, skyndte jeg at tage ejerskab over min opdagelse. Hatten var brun og glat uden de mindste revner. Min lillebror kom løbende, og jeg skjulte svampen, inden han ville få øje på den.
“Hvad gemmer du?”
“Jeg fandt den først,” sagde jeg uden at vise ham mit fund. Den var min.
“Mor!” råbte han.
Det var et kortvarigt skænderi. I sidste ende skulle vi alligevel allesammen spise svampen til aftensmad. Men jeg insisterede på at bære den i min kurv. Kurven, der blev fyldt med andre rørhatte, kantareller og trompetsvampe. Jeg traskede rundt i mine gummistøvler, uvidende om, at det ville være sidste gang i meget lang tid, at jeg besøgte dette sted. Havde jeg i så fald sat mere pris på den morgen? Havde jeg ladet det med Karl Johan svampen passere?
Jeg husker, at vi fandt kastanjer, der stadig lå i deres grønpiggede hylstre. Min lillebror og jeg trådte på dem, indtil de brune efterårsduftende kastanjer trillede ud på stien. Jeg mindes den glatte følelse når de lå i hånden. Man fyldte lommerne, rørte ved dem, følte sig mægtig rig, som man gik gennem skoven ved Bagsværd sø, forbi Slotspavillonen, forbi Sophieholmen. Overalt var søjler af bøgetræer, der bar de hvælvede lofter af grene, som stod man midt i naturens kæmpe sale.
Og nu står jeg så her igen, budt indenfor af skoven selv. Budt indenfor til en nostalgisk gåtur på snoede skovstier, over broer over bække, helt ned til vandkanten. Bagsværd sø ligger blankt udstrakt foran mig. På himlen flyver en flok gæs på træk. Jeg sukker, skoven sukker med. Kniven sidder i mit bælte, jeg roder i den sure skovbund, finder Karl Johan. Forsigtigt skær jeg svampen, der let giver slip, dumper ned i min kurv, mit aftensmadsbord.
Dér står egetræet, som de altid har gjort. Krogede grene, der snor sig om sig selv. Et træ med trolddom, der trækker i mig, som vinden trækker i bladene, snevejr omkring mig. Jeg sætter kurven fra mig, løber hen til træet, svinger mig op og rundt. Min krop er tung, mine led er stive, men jeg føler mig som barn igen. Benene svinger, så det summer i mine fødder, ryggen protesterer. En lyd, jeg kigger op.
Fra en gren vinker en pige til mig. Røde gummistøvler og regnfrakke. Pigen er mig, mit barnlige jeg.
“Kommer du ned? Vi skal videre nu,” ved foden af træet står pigens mor.
“Jeg kommer nu!” siger hun og klatrer ned, springer den sidste meter. Jeg har lyst til at sige, at hun skal blive i træet, for snart bliver hun stor. Snart vil hun klatre i et træ som barn for sidste gang. Jeg bliver siddende, selvom fugten fra barken trænger gennem mine busker, koldt og klamt. Jeg bliver siddende og klamrer mig til grenen, klamrer mig til barndomsmindet om den sidste sanketur ved Bagsværd sø med familien.
Så ser jeg den. Ikke langt fra træet vokser den største Karl Johan, jeg nogensinde har set. Jeg skynder mig ikke ned, jeg tager min tid. Skoven sukker, jeg sukker med.
matildedydensborg
