Matildes Litterære Univers

Langt ude i skoven

Jeg følger sporet af kastanjer, som leder mig dybere ind i skoven til vores hemmelige sted. De er blanke og brune mellem bregner og visne blade. Grenene risler, hver gang vinden tager dem. Det er som om, at de hvisker, at jeg er nær. Vi har bygget en hule i skoven, Pelle og jeg. Lange tykke grene hviler på stammen af et egetræ. Vi har skåret et P for Pelle, et S for mig.
Kviste knækker under mine fødder, en fugl letter fra et træ. Pelle kigger på mig ud gennem hulegrenenes mellemrum. Jeg smider skoletasken, inden jeg kravler ind, hviler ryggen mod stammen.
“Har du dem med?” spørger Pelle.
Jeg åbner tasken og rækker ham Mariekiksene, som jeg stjal fra køkkenskuffen på vej ud ad døren. Pelle ryster på hoved.
“Så er der bare flere til mig,” siger jeg og spiser en kiks. Pelle tager min taske og hiver bunken af biblioteksbøger frem. Han spreder dem ud på hulens jordbund, hver og en.
“Den må havde været tung,” siger han. Jeg nikker og putter mig i min sweater. “Hvad skal vi læse?” spørger han.
“Jeg er ligeglad. De er alle gode,” siger jeg, fordi jeg ved, at Pelle altid har en holdning. Han rækker mig en bog.
“Narnia… Løven, heksen og garderobeskabet,” læser jeg højt.
“Jeg lytter,” siger Pelle og lukker øjnene.
“Der var engang fire børn, som heder Peter, Susan, Edmund og Lucy. Denne historie handler om noget, der hændte dem, mens de var sendt væk fra London under krigen på grund af luftangrebene,” læser jeg langsomt og tydeligt, som Pelle bedst kan lide det. 
Så sidder vi der og skiftes til at læse højt for hinanden, mens mørket sænker sig. Dagene er ikke lange, som de var i sommers. Pelle har en lommelygte med, så vi kan se ordene.
“Nu vil jeg altså ikke mere,” siger jeg.
“Du skal ikke være bange for mørket,”
“Det kan du sagtens sige,”
“Du er bange for det ukendte,” siger Pelle og løfter lommelygten op til hagen. Skyggerne får hans øjne til at se sorte ud. “Der var engang to bedste venner ude i en mørk skov i oktober. Pelle og Sofie var deres navne. Da mørket falder på, kommer fuldmånen til syne. Og hvad sker der så?”
“Hvad sker der?”
“Digt videre,” siger Pelle og rækker mig lommelygten.
“Den skinnede ned mellem bladene og-”
“Ramte deres hud, så sølvgrå pels voksede frem,”
“Lange tænder og røde øjne,” siger jeg, og Pelle nikker. Han lægger hoved tilbage og begynder at hyle af lungers fulde kraft. Et sted svarer en ugle. Han kaster sig over mig og kilder mig, så vi vælter et par grene i vores hule. De lander med et bump på jorden, og lyden sender en flok fugle på flugt. En ræv lusker rundt derude.
Da jeg vender mig rundt, er Pelle væk. Jeg kigger mig omkring, kalder på ham, men væk er han.
“Hvornår ser jeg dig igen?”
Skoven hvisker sin rislende sørgmodige sang. Lommelygten kaster en lyskegle på en væltet gren. Et P for Pelle, et S for mig. Når jeg kigger på bogstaverne, er det som om, at mørket slutter tæt. Jeg kalder igen, men jeg er ensom i skoven. Kviste og blade knaser under mine sko, da jeg går hen for at samle bøgerne op. 
Jeg står med Narnia i hænderne og vil åbne siderne igen, lade mig fortrylle ind i et landskab af sne og magiske dyr. 
“Pelle… Hvornår ser jeg dig igen?” hvisker jeg og knuger bogen ind til mig. Vinden trækker i mig, kalder mig hjem. Jeg fumler med lommelygten, lader grenene ligge. Så følger jeg sporet af kastanjer, som jeg selv har lagt ud af skoven fra mit hemmelige sted.