Matildes Litterære Univers

Til pigen inde i mig

Inde i mig bor der en pige, der er ved at gå sin vej. Jeg kan mærke, hvordan hun pakker sine minder sammen og lægger låg på sine usikkerheder. Nu venter jeg bare på det endelige farvel. Men det er sådan med de piger, der har boet i mig, at de sætter deres spor. Pigen før hende her har efterladt de dybeste.

Så står jeg foran spejlet og forsøger at børste hende ud af mit hår. Jeg skrubber min hud til sæben skummer. Jeg renser mit ansigt med serum og cremer. Det må være sådan, fordi hun nægtede at gøre noget ud af sig selv. Hver dag forsvinder lidt af mit gamle jeg. Men det hænder, at jeg glemmer, hvem jeg var.

I spejlet ser jeg en pige, som jeg altid har kendt. Og alle de mennesker, som hun møder på sin vej, kender intet til den, hun var. Det gør det svært at være sig selv, for alle de piger, der er kommet og gået inde i mig, er forskellige fra hinanden. De efterlader knuder og knaster til den næste i håbet om, at de er den pige, der kan løse dem. Pigen jeg tager afsked med nu, har været den bedste af dem alle.

I aften tager jeg pigen inde i mig med til sin sidste fest. Jeg finder kjolen i skabet, som hun altid er selvsikker i. Jeg tager støvlerne på, som hun har gået til. Smykkerne hun fik af en veninde, som jeg ikke ser mere. Læbestiften er næsten brugt op og jeg klemmer det sidste ud af cremen. Min mascara er næsten tom. Så løber jeg ud i natten med musikken i ørene, som pigen i mig elsker at høre.

Det er sange fra gymnasiet. Bølger af tiden, der var engang skyller ind over mig. De minder mig om dengang, hvor pigen inde i mig lige var flyttet ind. Ligesom nu tager vi lykkelige og flygtige mod byen. På gadehjørner oplyste af neonskilte og under den stjerneklædte himmel ser jeg alt det, som jeg tager afsked med i aften. Jeg hvirvler ud og ind mellem stamstederne, før jeg lander i en lejlighed et sted i indre by.

Jeg sætter sange på, som ingen kender, mens jeg danser med mennesker, som jeg lige har mødt. Pigen inde i mig danser med, en sidste dans. Jeg mærker øjne hvile på mig, mærker en hånd på min lænd. Rummet snurrer omkring mig, og jeg ser glitrende stjerner overalt. Jeg lander i armene på en dreng, der ikke ser pigerne inde i mig. Han ser alt det, jeg har gjort for mig selv i aften. Han ser ikke alt det, som jeg har gjort mod mig selv gennem livet.

Foran spejlet ude på toilettet retter jeg mit hår. Jeg ser mig selv i øjnene. Pigen inde i mig smiler træt og fortæller mig, at hun ikke troede, at jeg var smuk nok til, at nogen så sådan på mig som den dansende dreng. Og jeg hvisker til hende, at hun slæber på bagagen fra alle de piger, der nogensinde har levet inde i mig.

Jeg lægger armene om mig selv og knuger pigen inde i mig tæt ind til mig. Så smelter vi sammen, så der er plads til den næste pige, der flytter ind i mig. Når det sker, vil jeg mærke de aftryk, som hun har sat og de spor, hun har efterladt. Hun vil have en ny smag i musik, stil, bøger og så videre. Men hun vil også have nye følelser om sig selv og andre, nye drømme og ideer. Sådan er det altid. Jeg går ind til festen igen og finder den dansende dreng og kaster mig ud i denne overvældende salighed. Jeg er i live.