Matildes Litterære Univers

Om de nye tider

Vi levede som om intet var nok, mens alting var for meget. Man kaldte det “opmærksomhedsøkonomien” og kiggede ikke længere efter børnene i toget med ansigterne klistrede til de endeløse korte videoer på skærmen. Heller ikke de voksne for den sags skyld. Vi havde langt om længe affundet os med, at mobiltelefonerne var en del af samtalerne, som man havde ansigt til ansigt. Den korte pause mellem svar gav ikke længere anledning til irritation. Man vendte ikke hovedet på gaden, når man hørte nogen snakke til sig selv. Kun i den akavet situation, hvor man troede, at de talte til en. “Undskyld?” sagde man, og tog sin ene høretelefon ud af øret, mens den fremmede gik lige forbi. 

Vores adfærd var blevet normaliseret i sådan en grad, at man frygtede at virke performativ på de platforme, som man havde slettet, hvis man læste en bog på en fortorvscafé. I baglommen måtte den i hvert fald ikke ligge. Man sagde om “de nye tider”, at det var ligesom dengang, hvor alle sad med næsen i avisen. Men avisen gjorde ikke børnenes øjne blanke eller forældrenes nærvær og overskud knap. Opdragelsen overlod man til tech-giganterne, der i bytte kapitaliseret på de passive tilskueres opmærksomhed og købekraft. Vi lod det ske, fordi vi som børnene var fanget i det samme rum af endeløs underholdning.

Men hvorfor? Fordi alt, der før var så fjernt var lige ved vores hånd. Fordi frygten for at kede sig eller misse ud på et øjebliks produktivitet var bedre end at stirre ud ad vinduet i toget. Fordi vi følte en trang til at blive stimuleret i sådan en grad, at vi undgik at være i kontakt med vores tanker, med os selv. Dem, der formåede at bryde denne afhængighed, var dem, der huskede tiden før. Gamle damer, der stadig sad med deres håndtasker i skødet og stirrede frem for sig dybt i en dagdrøm. De unge i deres tyvere, der havde erstattet mobilen med en knaptelefon, der kunne ligge i samme baglomme som deres paperbacks. 

Men konsekvensen var isolation. Ikke bare fra de herskende sociale normer, men fra samfundet. Staten indskrænkede den analog frihed med digitale Rejsekort og MitID. Der var ingen ende på de digitale barrierer, som borgeren kunne møde i det digitaliseret samfund (vi var med andre ord kun et russisk hybrid angreb fra den danske civilisations undergang) Samtidig betalte vi for de platforme, der blev ejet af de virksomheder, der var venner med den præsident, der ville gøre Grønland amerikansk. Selvom landegrænserne var stærkt tegnet op, kunne reglerne, der definerede dem, bøjes i endeløse grader, så de ikke blev brudt på papiret. 

Måske gjorde de, men de apparater, der skulle håndhæve dem, kunne ikke eller ville ikke. Der var for mange hensyn, der skulle tages, og interesser, der skulle plejes – men kun for dem, der allerede havde mest. Den øvrige befolkning blev forhold i ro. Vi blev fodret en endeløs strøm af lort serveret af algoritmen på et sølvfad. Vi var for overvældet til at forholde os til andre. For distraheret til at kæmpe imod. Og for trygge til at bemærke alt det, som vi mistede af os selv. 
Selvom denne spændetrøje holdt os fast, undslap lidelsen de få. Den gnavende længsel efter noget større borede sig dybere og dybere i sind og krop, mens livet susede forbi. Man stod efterladt tilbage på perronen. Imens vi ventede på det næste tog, fiskede vi mobilen op af lommen, satte høretelefonerne i, og dulmede længslen med alt det, som virksomhedernes algoritme fodret os. Altid mer’, mer’, mer’ kage til os.