Matildes Litterære Univers

Der kommer en dag efter nu

Den kølige sommerbrise får skibsmasterne til at synge, mens båden sagte vugger os frem og tilbage. Over os er en klar himmel, hvor stjerne titter frem, inden solen går helt ned. Sylvester rækker mig et af de jordbær, som vi købte i en tillidsbod på øen i formiddags. Jeg trækker dynen op til næsen og putter mig i min sweater. Vi ligger ude på spidsen af båden, ligesom vi har gjort hver sommer, siden vi var små. Nede i kahytten sover vores forældre. Der er altid en aften, hvor vejret er klart som nu, og hvor luften er lunere end andre aftener. Så sover vi under åben himmel og vågner tidligt til mågernes skrig med myggestik op og ned af vores ben.
“Jeg ville ønske, at vi kunne standse tiden lige nu og her,” siger Sylvester, og jeg stryger ham over håret. 
“Også mig,” siger jeg, mens min dårlige samvittighed kryber frem. “Jeg lover, at det ikke bliver sidste gang… der vil komme endnu en sommer,” jeg kigger hen på ham.
“Men du rejser jo snart… det vil aldrig blive det samme uden dig,” siger han og viger ikke blikket fra stjernerne.
“Jeg kommer tilbage igen,”
“Det siger du nu,”
Vi er jo vokset fra hinanden over mange år, har jeg lyst til at sige, men det ville være en erkendelse af, at vores fælles barndom er endegyldigt forbi. For det er rigtigt, hvad min lillebror siger. Det vil aldrig blive det samme igen.
“Jeg lover at ringe, så ofte jeg kan,”
“Det siger du nu,” 
Så ligger vi i stilhed og vugges af båden, som var vi små børn i vores forældres arme. Solen er gået ned, og et stjernetæppe har lagt sig over øen. Halvmånen løfter sin sabel, og jeg løfter min finger og peger.
“Uanset, hvor vi er, vil vi altid se på den samme måne, som vi ser på nu. Vi vil se på de samme stjerner, hvorend vi befinder os i verden,” siger jeg. “Og når vi ser på månen eller stjernerne fra hvert vores verdenshjørne på samme tid, er vi som forbundne,” 
“Sådan havde jeg ikke tænkt på det,”
“Det havde jeg heller ikke før nu… men de vil minde mig om alle vores sommeraftener indtil nu, hvor vi har ligget her,” siger jeg og leder efter stjernebilleder.
“Far har sagt, at han ikke sælger båden alligevel,” 
“Er det rigtigt?”
Sylvester tøver. 
“Det kommer han i hvert fald til at sige, når jeg har talt med ham. Jeg vil gerne have båden, når jeg bliver gammel nok, så vi hver sommer kan ligge her,” siger han lavmælt.
Jeg vil fortælle ham, at barndommen ikke slutter, bare fordi ens storesøskende flytter hjemmefra. Men jeg ved, hvordan han har det, for engang var det min storebror, der rejste. Og det er som om, at noget brækkes af. En gren, der knækker. En kastanje, der falder fra et træ. En fugleunge, der flyver fra reden. I stedet knuger jeg min lillebror ind til mig, men der går ikke længe, før han begynder at kilde mig. Jeg griner højt, og øjeblikket fordufter og efterlader kun et lige nu og her.
Vi spiser alle jordbærene, mens vi får hinanden til at grine med vores historier og vittigheder. Så kommer far ud og tysser på os. Under stjernerne vugges vi i søvn til lyden af sommerbrisen gennem skibsmasterne. I morgen venter en ny dag, som uundgåeligt vil blive afløst af den næste – men det er en bekymring til en anden dag.