Matildes Litterære Univers

Rejsen nord for polarcirklen

Der er steder så storslået, at de hverken kan beskrives med ord eller pensel. Selvom mange har forsøgt at jage dette motiv, der skildrer skønhed og brutalitet, vil skæbnen lede til et tragisk udfald. Kunne jeg gå tilbage i tiden og forhindre vores rejse, ville jeg have gjort det. For intet kunne havde forberedt mig på det, der ventet nord for polarcirklen i april 1880. Jeg sidder i mit atelier foran det maleri, der de sidste par år har levet i min bevidsthed. Det har plaget mig så meget, at mine følelser har kælvet som isbjerge nat og dag. Det har vendt mig op og ned, som midnatssol og polarnat.

Erling og Gorm er dem, som jeg husker bedst. Erlig for hans elendige pessimisme, der altid faldt ud til hans fordel. Gorm for hans opfindsomhed og historier om isbjørne, som de havde set og kæmpet mod på deres lange ekspeditioner. Sammen ledte de denne rejse ledsaget af en lille besætning – og så mig. Dengang forstod jeg ikke deres arrogance over for en kunstner som mig, men de har vidst noget, som jeg først lærte, da jeg stod ansigt til ansigt med naturens kræfter. Netop mine kunstneriske grænser for at afbilde de Nordnorske fjelde. 

Da vi forlod havnen og satte kurs nordpå, var vejret med os og besætningen rask. Idet jeg ikke var påvirket af bølgegangen, begyndte jeg at spejde efter de sagnomspundne landskaber. Jeg var fuldstændig betaget af de sneklædte fjelde langs fjorden. Jeg for op og ned ad dækket med mine tegneredskaber og fotografiapparat. I retrospekt var denne iver grinagtigt, hvis man sammenligner med de steder, som vores skib ville tage os. Det var kun begyndelsen af rejsen.
Derefter fulgte en række uforudsigelige hændelser. Til at begynde med, blev jeg søsyg, da vi kom ud og sejle på det åbne hav. Dertil forsvandt fornemmelsen af tid, fordi det er lyst natten igennem. Til gengæld fortalte Gorm og Erling historier i kahytten inden sengetid. De beskrev deres drømme om at udforske klodens nordligste breddegrader. De fortalte mig om tæpper af farvet lys på stjerneklare nattehimmel. Om slædehundene, isbjørneungerne og hvalfangsten. Det var udover min forestillingsevne og langt væk fra mit atelier og undervisningen i Paris.

Det næste hændte, da vi nåede den første store ø. Det var der, jeg for alvor forstod betydningen af denne rejse, som jeg havde begivet mig ud på. Mens kølen gled gennem isflagerne, lyttede jeg til den rungende stilhed, der udgik fra de skydækkede bjergtoppe. Pludselig skar en prustende lyd gennem den frostklare luft efterfulgt af en søjle af vand. Iskrystallerne haglede ned over mig og satte sig i mit skæg. Gorm var med ét ved min side og sigtede med sin harpun mod vandet. Bæstet skræmte mig fra vid og sans, mens jeg så den brede hale bryde med vandoverfladen. Heldigvis stod Gorm ved min side og forhindrede et brutalt udfald. 

Det sidste der hændte, er de øjeblikke, der for altid vil hjemsøge mig. Ser I, denne rejse var først og fremmest til min kunstneriske udfoldelse, betalt med et beskedent beløb fra kunstakademiet og skulle vare en lille måneds tid. De andre besætningsmedlemmer gik mig på nerverne, så jeg insisterede på at jage et motiv, indtil jeg fandt det rigtige. Vi havde været undervejs længe, og min tålmodighed var opbrugt, samt min appetit for tørfisk. Alligevel var jeg ved at falde bagover gang på gang, når vi så en ny side af det fortryllende nordnorske landskab.

Det var kombinationen af fascinationen og utålmodigheden, der drev mig til mit yderste. Min manglende respekt og forståelse for havets enormt smukke brutalitet blev min skæbne. Erling tabte opgøret mod min stædighed, og tabte livet, da de høje bølger drev os mod de faretruende klipper. Flere faldt over bord, og alle mine skitser blev ødelagt. Det var mere held end forstand, at jeg overlevede ulykken. Takket være de resterende fra det garvet mandskab, kunne vi såret bevæge os tilbage til havnen. Hvalen var også gået tabt. Tomhændet gik vi i land på kajen, mens jeg lamslået måtte erkende mit tab – en ven i jagten på et godt motiv.

Når jeg sidder med maleriet foran mig, ser jeg mine erindringer nedfældet i hvert eneste penselstrøg. Det rummer min skam, min smerte og min frygt. Alligevel er det som om, at det aldrig kan rumme alt det, der får mig til at drømme mig tilbage til de norske fjelde nord for polarcirklen. For de er hverken indbydende eller trygge, men fremmede og farlige. Selvom historierne vil være legendariske, er det kun de, der har begivet sig ud på polarekspeditionerne, der forstår denne kontrast. Nu vil jeg lægge den sidste hånd på mit værk og indfinde mig med, at det aldrig kan blive fuldendt.


Den novelle er ikke historisk retvisende, men inspireret af de ekspeditioner, der foregik i de områder og de malerier, der afbilder motiver fra Nordnorge.