Matildes Litterære Univers

Et solstrejf i en vandpyt

Det trækker op til skybrud, konstaterer hun tørt, idet hun stikker hovedet ud ad teltet, som hun er ved at pynte op. Vejret er det eneste, som hun ikke kan kontrollere. Så må jeg nok have fat i stormbardunerne, tænker hun. Der er ingen tvivl om det. Fugten hænger tungt og varmt i luften. Hun står lidt og overvejer, hvad de skal gøre med bordene. Planen er jo at servere velkomstdrinken udenfor, og senere på aften vil de rykke ind i teltet. Lyskæderne er sat op, og haven er sirligt pyntet nøjagtigt som på hendes tegning. På indersiden af teltdugen hænger et et-tal og et otte-tal som oppustet sølvballoner. Der er ikke noget at gøre. Gæsterne vil begynde at ankomme om et par timer. Selvom hun har det med i tidsregningen, hader hun, at det er normen at komme mindst en halv time senere end festen starter. Længere, hvis festen begynder før klokken otte.

Hun trækker vejret dybt ind, mens en svedperle kilder ned af hendes ryg. En tung brise, får vimplerne til at blafre og de farvede balloner til at snurre rundt. Grenene på det store hyldetræ vejer, så bladene risler og de hvide blomster daler ned på det tørre græs som sne. Hun rykker på en potteplante, inden hun betragter resultatet af timers planlægning efter skole. Hun roder i kassen efter flere barduner, som hun placerer på bedste vis, så man ikke snubler over dem. Fra træterrassen synes hun at kunne ane klyngerne af skyer hobe sig op. 

Hun ser sig selv udefra, som udspillede sig en film midt i hendes baghave, da de første gæster træder ind gennem lågen. Det er de store armbevægelser, der indleder første akt. Omfavnelserne, kindkysserne og blomsterbuketterne. I virkeligheden er hun lettet over, at regndråberne endnu ikke har meldt deres ankomst. Haven står akkurat, som hun havde set den for sig. Hun har taget sin cardigan på. Ellers går det efter planen.
Den gulblomstrede kjole tiltrækker alles blikke. Ella hvirvler rundt i haven og hilser på alle og enhver. 

“Det er en smuk kjole, Ella,” siger hun og lader øjnene glide op og ned af den.
“Tak! Jeg ved godt, at jeg sagde, at jeg ville tage en anden på, men har lige købt denne her i dag,”
Hun siger ingenting men nikker bare. Bevare roen i anstrengte situationer er jo hendes spidskompetence. Ella tager så let på alting. Det hader hun og elsker ved sin bedste veninde. Ella kan snakke med alle, for alt det, som de finder spændende, kan hun tale med på. Det er det bedste og det værste. Ella sætter en sang i kø og forstyrrer playlisten, men alle synger med. Over dem er skydækket kommet krybende. Det mørke tæppe giver alting i haven et gulligt skær. Det får hyldene på træet og Ellas kjole til at fremstå endnu mere opmærksomhedskrævende end før. Forstyrrende med deres duft og latter. De putter blomsterne i deres hjemmelavede drinks.
“Skal du have noget?” spørger Ella.
“Nej tak, jeg har nok i den her,” siger hun og løfter sin Somersby.
“Jeg har sådan lyst til at danse,” siger Ella og slår ud med armene.
“Allerede?” 
“Nogen skal da åbne dansegulvet,” 
“Det har jeg ikke drukket nok til endnu,” siger hun og ler.
“Hov, kunne du mærke det?” spørger Ella.
“Mærke hvad?” spørger hun. Men mere behøver Ella ikke at sige, for en tung regndråbe lander på hendes kind, hvorefter den glider nedad hendes hals. 

Dryp… Dryp… Dryp... Dryp. Dryp. Dryp.

Snart får de travlt med at bære borde, drikkevarer, gaver og pynt i læ inde i teltet. Det trommer allerede løs på den hvide teltdug. Alting står hulter til bulter.  Ud ad åbningen ser de, hvordan vandet står ned i stænger. Der er lidt tumult i baggrunden fra de andre gæster. Hun vender sig rundt og prøver at lade, som om det blot er en byge.
“Hvor er Ella?” er der en, der spørger.
“Se, hun danser!” svarer en anden og peger ud i regnen. Som en snurretop, laver Ella piruetter på græsplænen i bare tæer. Skørtet er som en lysende sol, der stråler og trænger igennem de mørke skyer. I det øjeblik slår hadet ned i hende som et lyn. Hun sætter den tomme Somersby fra sig, og leder efter et sted, hvor hun kan græde. Men hun er fanget mellem teltets tørre rammer og den silende regn.
Elna danser og ler, selvom hun er gennemblødt. 

“Kom, kom, det er sjovt nok!” siger hun. Nogen skruer op for musikken, og de baner sig vej gennem teltet for at tilslutte sig Ellas dans, som blev de draget af hendes udstråling. Der er ikke tørvejr! Har hun lyst til at sige, men snart finder vandet vej ind i teltet alligevel. Alene står hun tilbage og kan slet ikke følge med. Det er overhoved ikke efter planen. Det er overhovedet ikke, som hun havde forestillet sig det. Det er takket være Ella, at festen ikke er endt i en fiasko. Hun stikker hovedet ud ad teltet, hvor regnen byder hende velkommen. Der er intet andet for sig end at omfavne den.