Matildes Litterære Univers

Den sidste dans inden bodegaen lukker for i aften

Svalerne svæver på vinden, og danser over den blå himmel. De spejler sig i det rolige vand, når deres vinger strejfer overfladen. Det er uklart for mig, hvor længe jeg har siddet her på stenene, og ventet på, at aftenen ville bringe mig noget. Ellers har mit hjerte banket forgæves. Jeg følger svaleparret med øjnene. De danser duet i deres fine klæder til musikken fra bodegaen. Jeg fumler med pakken, og fisker en cigaret ud. I skæret fra solens sidste stråler, tænder jeg den. Et sted kan jeg høre en flaske, der bliver smadret efterfulgt af latter. På et gadehjørne er jeg trængt mellem svaledans og bodegamusik.

Der er et billede af tegneren Ib Spang Olsen fra Nyhavn, hvor en høj dame er klemt inde mellem to bygninger. Sådan føler jeg mig nu, selvom jeg befinder mig langt fra byen. Billedet hænger hos min læge. Jeg stirre altid på det, når jeg ligger på briksen og venter på det kølige metal. Navnet står med store bogstaver på plakaten. Der er også en kvinde i en rød kjole med lange ben, som sidder på en bar. Hende er jeg somme tider også.

Jeg fortæller mig selv, at hvis der ikke sker noget om fem minutter, så går jeg indenfor igen. Det sagde jeg også for fem minutter siden. Nu er min øl tom. Jeg skoder cigeretten i den grønne flaske. Svalerne kommer så tæt på, at jeg kan se deres røde hoveder og hvide maver. De kommunikerer med en klikkende lyd, der minder mig om hvalsang, som jeg hørte i en dokumentar, som de viste i fjernsynet for nogle år tilbage. Så forsvinder de ind i deres redde i gavlen på et hustag. Jeg skubber til et æbleskrog med snuden af min dansesko. Der er intet ekstranummer for sølle mig.

Jeg hiver op i mig selv. Jeg glatter mig ud. Jeg vrider al dårligdom ud af min krop. Kluden klasker ned på bordet foran mig. Den tørre resterne af glasskårene op. Det er godt tænker jeg, ellers ville jeg putte dem i min mund og synke. Så fortæller jeg i hvert fald ikke flere sandheder, selvom stamgæsterne ikke plejer at sladre. Der var den der sang, som de spillede i radioen i en periode. Jeg tager en slurk af min øl, så jeg kan komme i tanke om det. Jo, der var den! Så jeg nynner lidt for mig selv. 

“Vi er ikke… kønne nok… til at danse. Vi er ikke kønne nok til at danse… mer’,” fra mit bord i hjørnet af bodegaen, synger jeg med hæs stemme. Her sidder jeg, så jeg kan se alle dem, der går ind og ud ad døren, men i virkeligheden håber jeg bare, at de bemærker mig. Men det eneste, der kommer mig nær er gadens kølige vind. Hvis der ikke sker noget nu, så går jeg udenfor igen. Kigger efter svalerne. Solen er gået ned. Jeg er ligeglad. 

Min øl er tom, og askebægeret er fyldt. Der er ingen ved bordene med de ternede duge, der ser mig alligevel. Nu skal der ske noget. Automaten kan spille alle de sange, man vil høre, hvis man har en to-krone. I bunden af min taske ligger et gammelt ubrugt bind. En mønt har forvildet sig derind. Den kommer i automaten, og jeg finder sangen, for jeg føler mig ikke køn nok til at danse. Mine ben er rastløse, og min ungdom syder i mig. Jeg slår mine arme ud, mens jeg tænker på svalernes vinger. Med spidsen af min sko, snurrer jeg i piruetter, ligsom svalerne på himlen. Så fanger jeg et glimt af mig selv i det fedtet spejl. Mit ansigt omkranses af ølflaske-mærkater.

“Vi er ikke kønne nok til at danse mer’,” lyder det. Jeg griner til mit spejlbillede. Det er egentlig sjovt, tænker jeg, for sangen får mig til at føle mig så ubeskrivelig smuk. Smuk og i live. Jeg danser og svanser, indtil sangen ender. Derefter smutter jeg tilbage til mit bord i hjørnet, som svalerne smutter tilbage til deres reder. Aftenen er underligt forløst.