Matildes Litterære Univers

Om fiskehejrer og lykke

Det var først, da den døende fiskehejreunge lå i mosevandet for foden af træet, at jeg indså, hvor lykkelig, jeg havde været. Jeg indså det, fordi erkendelsen om dens fravær var som at synke dybt ned i det iltfattige, mosegrønne og insektbefængte vand, der hvor solens stråler ikke længere ville kunne nå mig. Lige dér befandt jeg mig, da jeg så den spinkle vinge bryde overfladen. Åbenbart så spinkel, at den ikke kunne bære den stakkels fugl.

Jeg begyndte vel at observere fuglene tilbage i begyndelsen af april. Jeg er usikker, fordi jeg ikke førte logbog den første tid. Tilfældigt havde jeg fanget en fiskehejre i min kikkert en tidlig morgen. Forgæves havde jeg spenderet natten i søgen efter en hornugle, der var blevet hørt i området. Morgendisen samlede sig over den spejlblanke sø og lyste i skæret fra solopgangen. I det øjeblik, hvor fiskehejren skar gennem luften på sine brede vinger, blæste et sug gennem mig.
Jeg fulgte den med kikkerten, indtil den landede i sin rede blandt trækronerne. Skoven summede roligt af insekter, små kvidrende fugle, raslende blade og vandets klukken. Jeg bevægede mig dybere ind i skoven, mens mine fødder sank ned i den våde jord. Fiskehejren sad ganske rigtigt i sin rede. Kviste og siv var bygget sammen til en stor rund kugle, så den næsten lignede en mistelten til forveksling. Alligevel opdagede man den kun, hvis man havde den for øje, eller, som mig, der oplevede den almægtige fugl i aktion.

Jeg fandt mig selv siddende i buskadset morgen efter morgen, mens jeg betragtede fiskehejrerne. Jeg lærte, at de boede i en koloni, der voksede i takt med forårsblomsterne sprang ud i skovbunden. Det fortsatte, også lang tid efter, at jeg spottede hornuglen. På afstand fulgte jeg med i fiskehejrens adfærdsmønstre. Jeg observerede, hvordan de slanke kroppe svævede over trækronerne, inden de jagede fisk og andet føde i søen. I min logbog skrev jeg udførlige noter om fuglene. I træet tættest på mig, navngav jeg fiskehejreparret Astra og Anemone.

På et tidspunkt anede jeg, at en ny generation af fiskehejere var ved at komme til verden. De brugte mere tid i rederne, hvor de formentlig rugede på deres æg. Selvom jeg ikke kunne se ned i dem, fornemmede jeg, at noget var ved at ske. Jeg læste bøger om fiskehejre, og hvornår de yngler. I perioden op til, at deres æg ville klække, tog jeg fri fra arbejde og udsatte al unødig aktivitet. Når jeg tænker tilbage på det, var det vel lidt af en besættelse.
Fuglekiggeriet var mit helle. Jeg sad klar hver morgen klokken fire for at observere disse fugle. Når jeg endelig sad til rette på pladsen i budskabet, strømmede en salighed gennem kroppen. Jeg følte mig som de umodne brombær i krattene. Jeg følte mig som de spirede blade på grenene. Jeg følte mig som dugfriske siv, der vejede i morgenluften. Måske var det derfor, at jeg synes at kunne høre, at Astra og Anemones æg slog revner. Jeg så for mig, hvordan de dunpjuskede hoveder tittede frem. Foråret var snart forbi.

Jeg så dem vokse sig større i takt med skoven iførte sig grønnere farver. Morgenerne blev lysere, mens nætterne blev kortere. Astra og Anemone strøg over himlen, hver gang de hentede føde til deres yngel. Min fascination var altid lige så stor, som da jeg så dem første gang i morgendisen. Sommernætterne kom og gik iført årstidens stjernetæppe. Snart tog de første hejre tilløb til at flyve fra reden.

Den morgen, hvor jeg fandt fiskehejreungen, var usædvanlig stille. Vingen hævede sig mod himlen, som et sidte råb om hjælp. Det gibbede i mig. Den menneskelige trang til at tage den op, finde en lysning i skoven og begrave den, groede voldsomt indeni. Jeg kunne se et hjemmelavet kors af træ for mig. Tårerne trillede ned ad mine kinder. Over liget kredsede Astra og Anemone. Det var deres tab, såvel som mit. I al respekt lod jeg fuglen ligge der, hvor den var dalet ned. Smerten gravede et dybt hul i mig, men i det hul, indså jeg, at disse almægtige fugle havde gjort mig lykkeligere, end jeg nogensinde havde været før.