Matildes Litterære Univers

Solnedgang over festivalpladsen

“Kan du huske, da vi dansede i regnen?” siger jeg til Anne.
“Det var to timer siden. Selvfølgelig kan jeg huske det,” siger hun og rækker mig endnu en øl. Hendes pandehår klister til hendes ansigt under den gule regnfrakke.
“Jeg ved det godt. Det er bare,”
“Ja?”
“Jeg tror det var et af de bedste øjeblikke i mit liv,” jeg kigger ud over festivalpladsen og trækker mine ben med min mudret gummistøvler til mig.
“Du er fuld,” siger hun og ler. Det er jeg måske, men det er en fuldkommen vidunderlig følelse, jeg sidder med. Jeg lægger hovedet på skrå og kigger på de farvede lamper, der bliver tændt. Vi skal videre om lidt, men lige nu er vi her. Mellem latteren fra grupper af mennesker, der lige har mødt hinanden og musikken fra bandet, der skal optræde om lidt. Et sted spiller et par højtalere asynkront i en larmende harmoni.
“Den her øl har aldrig smagt bedre,” siger jeg. Skyerne er drevet bort, og solen har samme orange glød som en aperol spritz.
“Det er godt. Jeg har ondt i mine knæ,” siger Anne og lægger hovedet på min skulder. I sin bæltetaske finder hun rullen med mariekiks, som vi fik af en dreng. Det var ham med mariekiksene, siger vi, når vi går forbi deres camp, for vi kender ikke hans navn. 
“Hvor skal vi hen?”
“Jeg har ingen planer,” siger Anne og rækker mig en håndfuld kiks. De er tørre og smuldrer i munden, men de får mig til at tænke på smeltede skumfiduser og bål, man lavede i haven som barn.
“Vi må se, hvor natten tager os hen så,” siger jeg og sætter min halvvåde kasket tilbage på hovedet igen. På magisk vis, kommer jeg på benene. Solen er ved at forsvinde helt i horisonten. Latteren og tilråbene fra festivalgæsterne skrues op i takt med, at promillen stiger. Vi bevæger os over mod den store scene. Menneskemængden pumper som et pulserende hjerte. Vi svømmer i havet af folk, mens vi smelter sammen på den der måde, hvor alle usikkerhederne og ensomheden fordufter. 

Fra scenen strømmer tonerne af de sange, som vi alle kender. Jeg lægger armene om folkene omkring mig, mens vi synger af lungers fulde kraft. Ikke fordi vi vil høres. Ikke fordi vi vil druknes. Kun fordi fødderne måske letter fra jorden for en stund. Og i det øjeblik er man løsrevet fra alle de tanker, der ellers lægger beslag på bevidstheden.

Anne rykker i mig, og jeg lander på jorden igen. Hendes fingre er flettet i en drengs. Han har stormfulde øjne og kigger lige frem. De sætter sig på hug og trækker mig med ned. Han ryster, som om han ikke optager varmen fra hoben af mennesker. Jeg kigger omkring mig. Der er bogstavelig talt ingen vej ud. Vanddunken ligger i bunden af min rygsæk. Den er halvlunken, men vi får væsken i ham. Så fedter jeg med bæltetasken og mariekiksene, men er tæt på at falde ned i sølet, fordi menneskene vælter om mig som mikadopinde. 

Anne stryger drengen over ryggen. Han trækker vejret i korte træk ude af takt med alle os andre. Jeg ser op, da jeg bliver prikket på skulderen.
“Den her vej,” siger vedkommende og baner en åbning for os. Jeg tager drengens anden hånd. Vores lille menneskekæde møver sig ud. Jeg går bare uden at sanse, om vi bevæger os tættere på periferien. Drengen snubler, men vi får ham på benene igen. 

“Kom nu, du kan godt!” siger Anne så højt, at jeg kan høre det hen over musikken. Tårerne løber ned ad hans kinder, mens han hiver efter vejret. Da mine øjne møder hans, ser jeg regnvejret i dem. Men jeg danser i regnen, tænker jeg. Det kan jeg selvfølgelig ikke sige til ham. I stedet skal jeg føre ham i ly. 
Det er som at ånde lettet op, da vi tumler ud på den bare græsplads. Vi tiltrækker os ikke meget opmærksomhed. Alligevel er der en, der kommer hen med en brikjuice. Drengen falder langsomt til ro, og vi sidder i stilhed og betragter koncerten på afstand. Somme tider, kan vi høre ham drikke lidt æblejuice. 
“Tak,” siger han så. Han får ringet til sine venner, og drengen spørger, om vi vil med dem ud og finde noget mad. Jeg kigger på Anne. Hendes pandehår er rodet. Hun trækker på skuldrene. Vi følger efter drengen. Hvorhen ved vi ikke, men det er også ligemeget.