Matildes Litterære Univers

Morgenstund har guld i mund

Solstrålerne vælter ind mellem trækronerne, der kaster dansende skygger på teltdugen, som gennem natten har været vores værn mod duggen og skovens insekter. Jeg ligger helt stille og betragter skyggerne danse til lyden af fuglesang. Der er tyst på den der måde, hvor alting synes i balance. Hvis jeg bevæger mig, frygter jeg, at øjeblikket vil gå itu. Derfor ligger jeg helt stille og tager morgenstunden ind. Min krop føles tung og varm under dynen, mens mine kinder niver af kulde. Forsigtigt trækker jeg dynen op,  så det kun er min næsetip, der stikker ud. 
Bertram vender sig i søvne, men blinker så et par gange med øjnene og smiler til mig. Det blonde hår er tjavset, og han ser sød ud, som han putter mellem tæpper, dyner og puder. 
“Hvad er klokken?” spørger han mig.
“Det ved jeg ikke,”
“Kan du tjekke det så?” siger han, da jeg ikke rører mig.
“Hvorfor er det vigtigt?”
“Vi kan jo ikke ligge her hele dagen,” siger han og sætter sig op. Han begynder at fumle med lynlåsen. En fugl flyver henover teltet, og jeg følger dens skygge med øjnene. Jeg kan høre, at teltet bliver lynet op.
“Kan du ikke lukke igen?”
“Jo, men vil du ikke hellere med ned og have et dyp i søen?” spørger han, og er allerede ved at tage vores håndklæder ned, der har hængt til tørre natten over. 
“Allerede? Du er jo lige vågnet,” siger jeg inde fra teltet.
“Ja ja, men vi skal jo op og igang,” han begynder at fløjte den der Guldimund sang, han viste mig i går.
“Vi har ingenting, som vi skal nå,” siger jeg og lukker øjnene, prøver at koncentrere mig om fuglenes fløjten frem for hans.
“Jeg skal i hvert fald i vandet. Og det kan kun gå for langsomt,” siger han, og roder efter sine birkenstock i bunden af teltet, så jeg er nødt til at rykke på mig. Teltdugens inderside er klam af kondens. Berøringen mellem den og min hud sender et gys gennem mig. “Du kan jo blive her og få gang i bålet, så vi kan lave kaffe og shakshuka. Hvis du bruger den der teknik, som jeg vidste dig i går, så ryger bålet ikke så meget,” siger han og begynder at gå ned mod skovsøen. Han glemte at lyne teltet op igen.
Jeg løfter mig på albuen, og irriteret får jeg lynet den til. Jeg lægger mig ned igen for at kigge på skyggerne, men kommer hurtigt til at tænke på, hvad klokken mon er. Med den ene hånd, famler jeg efter min telefon, men den er gået død for strøm. Bertram må snart være nede ved søen. Hvis jeg skynder mig, kan jeg også nå at få en dukkert. Det er måske sidste chance, inden vi skal hjem, og Bertram vil nok ikke i vandet mere end en gang. Før jeg ved af det, halser jeg min sweater over hovedet og svinger håndklædet over skulderen. 
Mit hoved dunker stadig af søvn, og solen føles skarp mod min fregnede hud. Jeg løber det sidste stykke, tager skoene af, og træder ud på badebroens rå planker. Bertram svømmer rundt et par meter ude. Han tager kraftige tag med armene, så den ellers så stille overflade er i konstant bevægelse omkring ham. Jeg har fået mit tøj af, og springer ud i vandet, så han ikke kan undgå at bemærke mig.
“Du var morgenfrisk alligevel,” siger han og svømmer over til mig.
“Bertram?” jeg kigger direkte på ham.
“Ja?” 
“Har du overvejet bare at ligge på ryggen og kigge op mod skyerne?”
“Hvad mener du?”
“Jeg mener sådan her,” siger jeg og spreder arme og ben ud til begge sider, så jeg flyder på vandet. Uden at sige noget gør han det samme. Så ligger vi der og kigger på den blå sommerhimmel og trækronerne, der læner sig udover søen. Vandet klukker, fuglene synger, alt er tyst.