Matildes Litterære Univers

Livet, der gik videre uden ham

 Nu var der gået mere end ti minutter, hvor de ikke havde sagt noget til hinanden, så på den måde var det jo en fin start til deres anden date. Det var bedre, end at han ikke var mødt op, som han ellers havde overvejet. Han havde også overvejet at købe blomster. Men han vidste ikke, om det var for meget, eller om hun var typen, der kunne lide blomster. Det var også ligegyldigt. Han forsøgte at modstå trængen til at finde mobilen frem fra sin lomme. Den var som en varm klods mod hans bryst i forårssolen.

Men det kunne han ikke tillade sig, når han sad her på en fortovscafé. Hvad mon folk ikke ville tænke? Og det ville heller ikke være høfligt, når han nu var på date.
“Du er ikke vant til stilhed,” sagde hun så.
“Hvad mener du?”
“Jeg kan mærke det på dig. Det er ikke din ting,” sagde hun og tog en tår af sin espresso.
“Det ved jeg ikke,” sagde han og træk på skuldrene.
“Jeg spilder min tid her,” sagde hun og pakkede sin taske. “Du kunne bare havde stillet mig et spørgsmål,” sagde hun og gik. Han vendte hoved efter hende. Hvis nogen havde spurgt ham, havde han bare sagt, at han var ligeglad med hende.

Han kiggede sig omkring, og tændte så sin telefon under bordet. Han skrollede ned over listen med de andre piger, som han havde skrevet med. De lignede alle sammen hinanden, syntes han. Det var vel hans type. Pigen, som lige var gået, havde han delvist svaret ja til, fordi hun havde et billede af en sød hund på profilen. Det var på en måde en adspredelse fra de andre. På sin egen profil stod der alt det, som pigerne kunne lide at høre.

En besked tikkede ind fra hans bedste ven. Der var øl på teressen hjemme hos ham, og de ville tage i byen i aften. Det var længe siden. Han kunne mærke, hvordan han havde brug for det. Så typisk med de piger, når han var på date. De forventede, at han betalte. Han overførte lidt penge fra sin opsparing. Det var sidst på måneden.

Øllene var kolde, og musikken bragte gamle minder tilbage fra gymnasietiden. Han kiggede rundt. De var stadig den samme flok som dengang. De sad også i den sædvanlig rundkreds om bordet og delte øllene mellem sig. “Kan I huske dengang,” sagde en af dem, og de andre grinede. De fandt billeder og videoer, som stadig var gemt på deres Snapchatprofiler. ”Du var en flot fyr dengang,” sagde en anden, og de andre grinede. Det var ikke nedladende, sådan var tonen bare. Han kan ikke huske, hvor lang tid, der var gået, siden de gik ud af gymnasiet. Men det var vidst sidste år, at de stoppede med at sige, at de havde sabbatår. Nu arbejdede man bare. Man lod som om, at man havde gang i et eller andet. Som om man havde travlt, selvom ugerne stadig drejede sig om weekenderne, hvor de festede.

Afsted kom de. Til byen altså. “Er det bare mig, eller er folk virkelig unge?” var der en, der sagde. De andre tog ikke notits. De havde et stambord. Han betalte for de første par flasker. Han sad med ryggen mod væggen og betragtede dansegulvet, hvor pigerne svingede hinanden rundt til musikken. Når DJ’en spillede en dårlig sang, kom de over til bordet for at få noget og drikke. Hans venner kastede sig over dem. Ikke bogstavlig talt, men med komplimenter og blikke. Han kunne også gøre det, når han gad. Han sad bare og tænkte. Det var det, han havde lyst til. Sidde i stilheden midt i al larmen.

Pludselig stod hun foran ham igen i en sort tætsiddende kjole og kiggede på ham med samme blik, som hun havde kigget på den klare blå himmel, da de sad på fortovscaféen. Hun skyldte ham en drink, havde han lyst til at sige. Og en tanke eller to om blomster. Det skyldte hun ham også.
“Jeg nyder bare stilheden!” svarede han henover musikken. Hun sagde ikke noget, men smilede bare.
“Må jeg spørge dig om noget?” sagde han så, måske fordi han var lidt fuld. Hun nikkede.
“Er du typen, der godt kan lide blomster? Du ved, spontane blomster,”
“Kan alle ikke det?” svarede hun.
“Jeg ved ikke, om jeg kan lide blomster,” sagde han.
“Jeg tror ikke, at du ved, hvad du kan lide,” sagde hun.
“Jeg tror godt, at jeg kan lide dig,” sagde han, men det lød så dumt, at han sagde undskyld lige bagefter. Hun rystede bare på hoved, men ikke på en nedladende måde. Så forsvandt hun ud på dansegulvet igen med de andre piger. Han tog en tår af sin drink, og kiggede på sine venner. Han ville foreslå dem, om de ikke skulle til at komme videre. Både herfra og i livet. Men flaskerne var ikke tomme endnu, og hans indbakke var stadig fyldt med beskeder. Måske var det ikke stilhed, han havde brug for. Måske var det nogen at snakke med.