Man længes efter sidste sommer
Det føles som år siden solen sidst har skinnet. Sådan er det vel hver vinter. Så man drømmer sig tilbage til sommerens festivaller, grillmad på terrassen, havets friske bølger. Man fortrænger lugten af solcreme, de irriterende sværme af myg, pollenallergi og smerten ved solstik. Og hedeturene. Man glemmer nætterne, hvor man ikke kan sove, og dagene, hvor græsset er så tørt, at jorden slår sprækker. Man tænker, om vi mon slår varmerekord igen i år, når afbrændingsforbuddet sætter ind. Alligevel er den danske sommer en rund og varm lykke, der skyder frem, som forårsblomster i sneen.
Det var sidste sommer, at Althea og jeg lavede en pagt med hinanden. Vi lavede en liste med alle de ting, vi skulle nå, før aftenerne blev kolde. Nu taler vi ikke sammen længere, men det er en anden historie. Jeg vil hellere mindes den sommeraften på stranden, hvor jeg følte mig lykkeligere end nogensinde før.
Som altid smed vi bare vores cykler i græsset og gik ned mod vandet. Vi holdt vores sandaler i hånden og lod det lune sand omslutte vores bare fødder. Vores net klirrede af flasker, og blandede sig med musikken fra Sound Boksen. Althea var iført sin røde bikini-top, som hun havde på næsten hver dag den sommer. Hun var altid klar på at springe i vandet. Gennem glassene på mine solbriller, oplevede jeg hele den sommer i et varmt og romantiseret skær.
Vi slog os ned på tæpperne, hvor vores venner sad. Vi lå med hovederne på hinandens maver, sad mellem hinandens ben, hvilede hovedet på hinandens skuldre. Så forbundne var vi den sommer. Jeg lå og kiggede op i den lyserøde himmel, mens jeg lyttede til latteren og bølgernes brusen. Så stak Althea sit hoved frem, og jeg kiggede op i hendes fortryllende øjne. Det betød, at vi skulle i vandet.
Det var befriende at springe i fra badebroen og kaste sig i bølgerne. Det salte vand på læberne og øjenvipperne. Vi jagtede hinanden i vandet, men uden at modstå berøringerne. Vi betragtede solen, der var ved at forsvinde i horisonten. Snart ville stjernerne melde deres ankomst. Det var umuligt at tro, at denne aften nogensinde ville ende. Den var som alle andre på stranden den sommer, men så alligevel ikke.
Forandringen hang i luften, fordi vi var ved at spredes som fugle for alle vinde. Måske var det derfor, at vi holdt så godt fast. Men forandringen var uundgåelig, og det vidste vi egentlig godt. Det behøvede ikke at blive italesat. Althea tog mig i hånden, mens vi stak af fra de andre og lagde os blandt klitterne. Vi søgte mørket for at finde lyset fra stjernerne. Det var et punkt på vores liste den sommer.
Althea kendte en smule til stjernebilleder og tarot. Hun spåede min fremtid lys og lykkelig. Vi talte ikke om krig. Vi talte ikke om geopolitik. Vi talte ikke om klimaforandringer. Pludselig talte vi om hende og jeg. Det var nok der, at vi blev til os. Et stykke væk lød musik, og Althea sang for mig:
“En drøm om et menneske, du elsker at elske, jeg er der, når alting springer… en drøm om en verden, du elsker at elske… sig mig drømmer, jeg virkelig stadig?”
Efter det var vi stille. Og stilheden var vel alt, vi havde brug for i det øjeblik af lykke. En lykke, som føltes som for altid.
Så kommer efteråret en dag og blæser visne blade gennem sjælen, indtil kroppen giver slip, og man længes efter sidste sommer.
matildedydensborg
Matildes Litterære Univers 