Matildes Litterære Univers

En Håbløs Serenade

Jeg kommer aldrig til at undslippe mindet om den aften, der kunne havde været alt det, den aldrig blev. Hvis bare jeg var trådt ned fra den scene i slutningen af anden akt og taget Orion i hånden. Orion, det kalder jeg ham, for han skulle ikke ende som navneløs i min bevidsthed. Sikke et spektakel det ville havde forårsaget, hvis jeg havde afbrudt stykket. Men sikke et liv, det kunne havde været blevet, hvis jeg havde fulgt mit hjerte, da jeg stod midt på de skrå brædder.

Siden den operaforestilling, har jeg kigget efter Oriens ansigt blandt publikum, men uden held, som en stjerne man ikke kan nå. Jeg har levet og elsket siden da, men hemmeligheden blev i mit hjerte og kærlighedsbrevene gemt i kommoden. I spejlbillede foran mig, ser jeg mit ansigts trætte folder. Skægstubbene kradser mig, når jeg kører håndfladen over dem. Enden er nær, mimer jeg til mig selv. 

Foran mig ligger mine noder, som jeg har indstuderet. Orkesteret stemmer deres instrumenter. Publikum er ved at finde sig på plads. Jeg lægger de sidste pudder på mit ansigt og retter på mit hår. Fra inderlommen finder jeg mit brev til Orion. Det har jeg altid på mig, når jeg skal på scenen. De andre skuespiller har også deres lykkeamuletter. En mønt, et sløjfebånd. Jeg har brevet på mig for en sikkerheds skyld. 

Jeg stiller mig i position midt på scenen. Det røde forhæng er alt, jeg kan se. Tilgengæld kan jeg høre den søde musik af publikums forventningsglæde. Så bliver der stille, da lyset slukkes i salen. Forhænget trækkes op. Tætpakket sidder de på parket og balkoner med nysgerrige ansigter. Der er så tyst, at man kan høre en knappenål falde til jorden. Så begynder orkestret at spille, og jeg går ind i mig selv, idet jeg bryder ud i sang. 

Til hver eneste forestillingen gennemlever jeg hånligt bedrageri, kærlighedens vildskab, hovedkulds forelskelse og dybfølt sorg. Det slider på mine kræfter at elske og miste igen og igen. En tårer glider ned ad min kind, da jeg endnu en gang åbner mit hjerte for publikum. Jeg føler mig som prostitueret, mens deres øjne hviler på mig. Lægger mig på knæ og angrer mod himlen, der folder sig ud under operaens tag. 

Da jeg kigger frem for mig igen, ser jeg Orions ansigt midt i mængden. Der er gået år, og hans hår er gråt som mit. Jeg stirrer direkte ind i hans øjne, og han ser på mig med samme drømmende beundring, som han gjorde år tilbage. Lad ham vide, at jeg kun synger for ham i dette øjeblik. Så går jeg frem mod scenekanten, men ser blot ned i orkestergraven. 

Mens jeg synger, erkender jeg, at jeg ikke kan komme væk fra denne scene. Det er min straf, at jeg må blive her. Så jeg rækker ud efter brevet i min inderlomme, mens jeg kigger på Orion. Erklære min kærlighed offentligt, det er det, jeg vil. Jeg standser brat, midt i min sang, mens jeg åbner kærlighedsbrevet.

Det sortner for mine øjne, mens mit hjerte sprænger i tusindvis af stykker. Jeg falder til gulvet, og får et sidste glimt af publikum. Der var aldrig nogen Orion, tænker jeg, før alting bliver mørkt.