Matildes Litterære Univers

Magtspil

Som et kaotisk kunstværk, oplyses overfloden af jetoner, spillekort og halvtomme glas på den grønne dug, af en dæmpet lampe. Omkring bordet sidder de mange spillere med hver deres hånd, mens de overvejer, hvad de tør satse i dette spil. Den første i rækken skubber et par jetoner længere ind på bordet. Den næste satser højere. Selvom de har spillet i timevis, tør ingen satse det hele endnu.

Som en anden kongemager står dealeren for enden af bordet og vender kortene et efter et. Det er sidste udspil, så nu skal de andre spille deres kort klogt. Ingen af dem rører sig, imens de tænker over deres næste træk. Af og til skæver de dog til hinanden henover kanten på kortene. Kun deres rødsprængte øjne og fyldte askebærer indikerer, hvad de er villige til at gøre in denne afsluttende fase af spillet. 
Det er åbenlyst, at deres muligheder er begrænset. Langt kan man ikke komme med solospil, så et par af spillerne må omlægge deres strategi. Men vinde vil de alle.

Så lægger den første spiller sine kort på bordet. Ikke en mine bliver fortrukket. Alt afhænger af, hvad den næste gør. Med en usikker hånd, lægger spilleren sine kort på bordet. Han håber spilleren ved siden af ikke har et es i ærmet. Men det har hun, og tager diskret en tår af sin drink. Hun har dem i sin hule hånd. 
Hvis hun spiller dem ud mod hinanden, får dem til at satse højere, kan hun vinde det hele. Så hun skubber jetonerne frem for at presse dem alle. Den næste i rækken bemærker, hvad der er på spil. Han tager cigaren ud af munden og skodder stumpen i askebærgeret midt på bordet. Han kigger rundt på de andre. Han synes at kunne antyde desperationen i deres trætte ansigtsfolder. Det har været en sand kamp at nå hertil. 

Så skubber han alle sine jetoner frem for sig, og ved godt, hvad han har sat i gang. Der er ingen vej tilbage nu. Det er som om, at de alle holder vejret, mens turen går fra spiller til spiller. Anspændtheden er til at mærke på midt i al røgen fra cigarerne og svedperlerne på deres pander. Ingen forlader bordet, for de skal holde hinanden i skak.

Urets visere trækker daggryet med sig og slår sprækker i spillernes facader. Glassene er tomme. Askebærgerne er overfyldte. Bordet er et uoverskuelig rod. Det gør det lettere at snyde, men umuligt at regne med hinanden. Hurtige beslutninger bliver taget. Men håber bare på, at kortene bliver lagt til ens egen fordel. Det er vigtigere, at man kan holde masken igennem dette rollespil. Men nogen er nødt til at give sig. Nogen er nødt til at tabe lidt af gevinsten. Nogen er nødt til at opgive deres ambitioner.

Lyden af en stol, der hårdt rykkes tilbage, skærer gennem stilheden. Kortene ligger blottet på bordet, idet spilleren rejser sig. En dør smækker på vejen ud. De resterende stirrer på den hånd, der netop er blevet afsløret. Som et korthus, falder spillerne fra en efter en. De kaster med kortene, vælter bunkerne med jetoner, smadrer glassene, tømmer askebærgrene, slår med terningerne, brænder servietterne, mens de råber og skriger. 

Til sidst står et rodet bord tilbage, som venter på en gruppe af nye spillere, der vil overtage kaoset. Måske har de mere held mig sig, for når alt er tabt, er intet tabt, hvis udgangspunktet er en dårlig hånd.