Matildes Litterære Univers

En af livets små beslutninger

Jeg leder efter et sted, hvor jeg kan gemme mig fra omverdenen. Det var den tanke, der slog mig, da jeg vågnede i min seng i morges. Måske var det, fordi solen skinnede ind gennem mine gardiner. Måske var det, fordi jeg drømte om stjerner. Jeg ved det ikke, men tanken ville ikke forlade mig, da jeg spiste koldskål til morgenmad. Heller ikke, da jeg sad på min cykel på vej til skole. I dag, tænkte jeg, der bestemmer jeg selv.

Så nu cykler jeg hen ad grusstien, langs engen, hvor hestene græsser. Bækken risler, og træernes blade kaster maleriske skygger på mit ansigt. Jeg trækker vejret dybt, og lader duften af sommer og blomster fylde mig med en vidunderlig fornemmelse af frihed. I dag, tænker jeg, der bestemmer jeg selv. På en sommerdag, som i dag, vil jeg ikke sidde indenfor i et klasselokale og høre på en lærer, der fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Bare tanken får mig til at træde til i pedalerne, og snart ser jeg skovbrynet tårne sig frem for mig, som frihedens port. Derinde mellem træerne, kan jeg gemme mig fra omverden. 

Sveden pibler frem på min pande, og min hals føles tør, så jeg beslutter mig for at holde en pause. Jeg lægger min cykel i græsset under et træ med store hvide blomster, der dufter af hyldeblomst. Jeg lader adrenalinen dampe af, mens jeg kigger ind i skoven. Bøgetræerne står som store søjler, der bærer et loft af grene. Jeg går på opdagelse i skovbunden, og blandt brændenælder og bregner er små jordbær. Nogle af dem er stadig sure, men de fleste er røde og søde i min mund. Jeg samler en håndfuld og sætter mig op ad træet, som min cykel ligger ved. 

Jeg lukker mine øjne, og lytter til fuglene, der kvidrer inde i skoven. Men der er også en anden lyd. Det er en rumlende lyd af støjende motorer. Det er en brummen af gummidæk mod asfalterede vej. Det er sus fra biler i høj hastighed, der blander sig med skovens livlige summen. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg ikke kan gemme mig her i skovbrynet, som jeg troede. Jeg lægger jordbærene i mit skød, så jeg kan holde mig for ørene. Det er som om, at jeg stadig kan høre vejen, fordi alle dens lyde nu eksisterer i mit hoved. 

I min skoletaske finder jeg mine høretelefoner og min mobil. Da jeg tænder den, kan jeg se, at min mor har ringet og skrevet til mig. De har ringet fra skolen, fordi jeg ikke er mødt op. Klassen skal på tur i dag, så de er kørt i bussen uden mig. Jeg havde fuldstændig glemt, at det var i dag, at vi skulle på museumstur. Det går jeg glip af nu, mens de andre har det sjovt. Jeg skubber tanken væk, for jeg har helt selv valgt det her. Mor ringer igen, og jeg tager den, selvom jeg ikke har lyst til at høre hendes bebrejdende stemme. 

Hvor er du, spørger hun. Jeg tøver, men svarer, at jeg sidder under et hyldetræ. Hun spørger hvorfor, og jeg svarer, at det havde jeg lyst til. Så bliver hun sur, og jeg lægger på uden at sige farvel. Hun ringer tilbage med det samme, og jeg lader hende vente til det sidste ring. Hun skælder mig ud, fordi jeg bare lagde på. En tårer triller ned ad min kind, men jeg vil ikke afsløre, at jeg græder. Jeg siger farvel og lægger på, hvorefter jeg kaster mobilen ind i græsset.

Jeg trækker knæene op under mig og begraver ansigtet. Pludselig forstår jeg ikke, hvorfor tanken dog faldt mig ind, da jeg drejede af fra vejen og ind på grusstien. Min klassekammerater har det sjovt, mens jeg sidder her alene under et træ. Noget kilder på min ankel. Jeg løfter hovedet og ser en lille mariehøne, der kravler på mit bare ben. Jeg sætter fingeren foran den, og den kravler op på min negl. Den har ingen skole eller mor, der ringer. Tilgengæld har den vinger. Den letter fra min fingerspids og forsvinder mod den blå himmel.

Jeg lægger hoved tilbage og kigger op i de hvide indbydende hyldeblomster. Mellem bladene glimter den klare himmel. Før jeg ved af det, hviler min hånd om en af de stærke grene. Jeg løfter foden, og trækker mig selv op ad. Fra den ene til den anden gren, klatrer jeg, indtil jeg når de spinkle grene. Fra toppen af træet kan jeg ser engen, hvor hestene går og græsser. Jeg kan også se den store vej, hvor bilerne synes bittesmå. Hvis jeg strækker mig, kan jeg se mit eget hus. 
Gemme mig fra omverden kan jeg vidst aldrig. Men luften i mine lunger, musklerne i min krop, og duften af sommer og hyldeblomst må være følelsen af frihed. Og vigtigste af alt, bestemmer jeg selv, hvornår jeg vil kravle ned fra træet igen. Måske skal jeg plukke nogle flere skovjordbær om lidt.