Kaskelothvaler på sneklædte sandstrande
På en sneklædt sandstrand lå tre strandede kaskelothvaler, som i en myte om frygtindgydende dybhavsvæsner, der blev besejret. Mens deres blod blandede sig med sand og havskum, lå de til skue for offentligheden. Den menneskelige nysgerrighed fik folk fra nær og fjern til at stimle til kysten. I de døgn, de lå der, hang en undtagelsestilstand i luften, for alle skulle kende til kaskelothvalernes eksistens. Kun myndighederne snakkede om at lade dem være i fred, men selv de kunne ikke ty sig fra at dissekere disse almægtige kadavere. Man kunne se det ske på behørig afstand eller i TV avisen klokken 18.30.
Man tilkaldte maskiner, der løfter tunge ting. Man tømte de udspilede maver for gas. Man benyttede elektriske save med kraftige klinger. Så sorterede man og indså, at noget manglede. I nattens mulm og mørke var en kaskelothvalskæbe forsvundet. Der er lovgivning mod sådan noget. Det er strengt forbudt at stjæle noget fra en død kaskelothval på en offentlig strand. Kunne man tænke sig, at man ejede kaskelothvalen, hvis den var strandet i ens baghave? Der er nok også en lov imod det. Ude i landet et sted, sidder ejeren af en stjålen kaskelothvalskæbe som et trofæ i nogens garage. Den vil blive taget frem til jul og fødselsdage, hvorefter den vil blive båret fra generation til generation.
Og historierne vil være mange, og historierne vil være sjove, indtil ingen kaskelothvaler vil strande på sneklædte sandstrande. Fotografierne i nyhedsmedierne vil i fremtiden være et levn fra fortiden, der påminder os om den natur, der gik tabt med tiden. For det var en tilfældighed, at kaskelothvalerne strandede netop der. Utroligt ubelejligt eller ej. Men de minder os om, at der er liv i havet endnu. De minder os om, at menneskerne ikke udryddede kaskelothvalen helt, selvom man jagtede dem i hobetal. Så kom der en lov imod det. Alligevel blev der dræbt så mange, at arten stadig er i kraftig tilbagegang. Den forsvinder nok en dag ligesom så meget andet levende i havet.
På en sneklædt sandstrand lå tre dissekerede kaskelothvaler. De blev vejede og målt, flyttet og filmede, uden man anede et formål. “De vil blive forsket i engang!” Men var det naturens gang? Man kunne spørge, hvorfor netop mennesker måtte massakrere disse tre almægtige kaskelothvaler. Det er der ikke en naturlov imod. De havde ikke lagt sig der for at dø. Måske var de blot svømmede forkert i deres undervandsvandring fra Nord til Syd. Måske var de døde, sunket ned i dybet, før de steg til overfladen, hvorefter bølgerne bar dem med sig. Måske udforskede de bare sandstranden. Det sidste virkede usandsynligt.
Engang i Oregon sprængte man en strandet hval i luften. Det gjorde man ikke igen. Stumper af hvalkød klaskede ned på jorden blandt tilskuerne, der talstærkt var mødt op. Det var et ejendommeligt syn. Et par kilometer væk smadrede et stykke flyvende hvalkød en mands bil.
Ifølge obduktionsrapporten om de tre strandede kaskelothvaler på en sneklædt strand, fandt man blandt andet to underkæber samt to og tredive kilo fiskenet. En af dem var sultet, fordi fiskenet sad fast i dens spiserør. En af dem var død, da den strandede. Den sidste stod ikke til at redde. Man fandt også andre objekter og plastikdimsedutter i deres maver. Som om menneskerne havde invaderet deres kød og blod, før de gjorde sig den ulejlighed at strande, så man dissekerede dem i en god sags tjeneste, nemlig i forskning af andre kaskelothvaler. Der er ingen ende på den menneskelige trang til at destruere for så at undersøge årsager til denne destruktion.
Der er ikke så meget mere til historien end, der ikke længere ligger tre strandede kaskelothvaler på en sneklædt sandstrand. Undtagelsestilstanden er hævet, indtil et nyt undervandsvæsen skyller i land til offentlig beskuelse. Man sidder i sin stue og ser nyheder, mens man ærgrer sig over, at man ikke kørte til stranden for at se de almægtige kaskelothvaler. Det er et historisk fænomen, gentager de i TV’et. Det er en sensation, skriver de i aviserne. Det er en tragisk dødsulykke, måske?
matildedydensborg