Matildes Litterære Univers

Ledoyen, Paris, 1885

Ledoyen er fyldt med høje hatte, farverige skørter og absintfyldte glas i anledningen af kunstferniseringen, der netop har fundet sted. Jeg baner mig vej gennem menneskemængden, der summer af lystighed i det milde forårsvejr. Rhododendronerne står i blomst, og jeg kan dufte dem, mens jeg følger tjeneren til vores bord. Svalehalen blafrer bag ham, og ikke en plet er til at se på de blanke sko. Han trækker skiftevis stolen ud for min søster og jeg, så vi kan sætte os ned.
“Så kom de fruer endelig,” siger Édouard, mens han skænker et glas op til os. Han har ikke tålmodighed til at vente på tjeneren.
“Jeg takker mange gange for, at jeg fik en invitation til udstillingen. Og resturenten, bien sûr,” siger jeg på det bedste fransk, jeg har lært. Édouard vifter det væk, som var det ingenting at blive inviteret til den mest eftertragtede årlige kunstudstilling i Paris. Jeg smiler bare.
“Har der været mange forbi og tale om dine malerier?” siger min søster til sin mand. Han nikker, og hælder endnu et glas af den grønne absint op. Hans kinder er rødmossede, og han virker allerede fjern i blikket. Han skal til at svare, men en tjener kommer ham i forkøbet, idet han placerer tre tallerkner med dagens entré foran os. 
“Det er i hvert fald ikke gået nogens øje forbi, at Solitude er et mesterværk,” siger han. 
“Det var også mit yndlingsmaleri fra hele udstillingen. Der er noget med kompositionen og smerten i kvindens ansigt, som du har mestret til perfektion,” siger jeg og kigger på min søster, idet hun pludselig er så tavs. I dagens anledning har hun en rød kjole på med de smukkeste blomster, som var de malede på hendes tøj. Édouard vifter en tjener hen, og beder om en flaske vin til maden. 
Rundt om os sidder de andre kunstnere sammen med deres koner. De drikker, spiser og konverserer på livet løs. Et sted lyder kammermusik fra et par strygere og en fortryllende tværfløjte. Der er mange planter, også eksotiske, som ligner dem, jeg har set i glashusene. Der er også et stort blomstrende kastanjetræ, der minder mig om dem i Danmark. Der sker så meget på Ledoyon, at jeg ikke ved, hvor jeg skal vende blikket hen. Jeg er så langt hjemmefra, men føler mig alligevel hjemme her. Jeg misunder min søsters liv i Paris, men ikke hendes mand, tænker jeg og skæver til Édouard. 
“Hvis Solitude så bare var mit eget værk, så ville jeg ikke være så sølle,” siger Édouard og drikker vinen, som tjeneren netop har hældt op.
“Undskyld, hvad siger de?” afbryder jeg.
“Édouard, hold op med det!” siger min søster med rasende øjne. “Du er fuld! Stop med at te dig sådan,” det er et blik, der kunne dræbe. Det afværger det skænderi, som samtalen er sekunder fra at udvikle sig til.
“Jeg kommer tilbage,” siger Édouard bittert som absinten i glasset. Idet han rejser sig, falder han næsten over sig selv.
“Hvad er det dog han siger? Et det ikke hans maleri?” jeg lægger en hånd på min søsters skulder. Hun begraver ansigtet i sine hænder.
“Nej, det er ikke ham, der har malet det,”
“Hvem har så?”
“Det har jeg,” siger hun med lav stemme. En bølge af forargelse og forundring skyller indover mig.
“Men kære søster, det skal andre da vide. Det maleri bliver verdensberømt,”
“Hvis det ikke er gået op for dig endnu,” siger hun, “er det her et stort teater,” hun gør en gestus ud mod restaurantens forsamling af kunsterne og deres koner. 
“Jeg vil ikke lade stå til, mens den,” jeg tøver, men hvisker så: “Drukkenbolt får æren for dit værk,”
“Jeg ved godt, at du har ret, men det er alligevel forsent nu,” siger hun sørgmodigt.
“Der er vel intet, som et rygte ikke kan omgøre,” siger jeg og finder en stålpen frem fra min taske og skriver så på min stofserviet. 
“Du ødelægger den jo!” siger min søster forarget, men griber hverken serviet eller pen ud af min hånd. Jeg spørger, hvem af konerne, der sladrer mest, og hun peger diskret på en kvinde ved bordet bag os. Jeg kigger min søster i øjnene, for vi ved begge to, at deres ry vil være på spil. Jeg ser op, og fanger Édouards ansigt i mængden af festklædte gæster. Jeg kan ikke udstå hans rødmossede kinder og usoignerede skæg. Så jeg lader servietten passere fra en kvinde til en anden. Jeg udveksler et blik med sladderkonen. Hun spærrer øjnene op. Nu er der ingen vej tilbage.
“Hvor skal I hen?” spørger Édouard.
“Åh, jeg er så udmattet, så søster følger mig hjem,” siger jeg, da vi rejser os for at gå. Hemmelighedsfulde forlader vi Ledoyen og drager mod den nærmeste bistrot.