Matildes Litterære Univers

To knuste hjerter på en togperron

Toget blæser dine læber væk fra mine, som var de blomsterblade i vinden. Jeg prøver at gribe ud efter dem, men du ser mig ikke i øjnene. Dit tog går om lidt. Der er intet, jeg hellere vil i dette liv, end at kysse dine læber igen. De er bløde og varme som blomsterblade badet i sommersol. Med fugtige øjne, kigger jeg bedende på dig, men jeg ved i mit hjerte, at det var vores sidste kys. Der kommer aldrig en næste gang, hvor jeg henter dig på stationen. Jeg holder fast i kraven på din frakke, så jeg kan holde sammen på mig selv. Toget går om lidt, gentager du og vender hoved væk. Bliv her, hvisker jeg. Du opgiver sukkende. Der går et andet igen om lidt. Jeg må forstå, at det er forbi mellem os, siger du til mig. Jeg ved det godt, svarer jeg, men jeg lyver for mig selv. Giver jeg slip, sprænger mit hjerte i tusindvis af stykker. Jeg vil fortælle dig det, men du ser mig ikke. Et sidste kys, beder jeg, men du ryster på hoved. Jo, beder jeg. Du vender blikket, så vores øjne endelig møder hinandens. Det gibber i mig. Så lægger du dine arme omkring mig og trækker mig helt ind i et kram. Så latterligt platonisk du holder om mig. Jeg omfavner dig, som lå vi i min seng en søndag morgen. Begraver mit hoved mod dit bryst, som kun jeg må gøre det. Lytter efter din hjertebanken, men måske er dit hjerte forstenet nu. Jeg kører hånden gennem dit hår, så fornemmelsen kan blive siddende i mine fingerspidser. Du lader mig. Du løsner dit greb, og jeg må træde et skridt tilbage. 

Men nu ser jeg noget nyt i dit blik. En tårer glider ned af din kind, og jeg tørrer den væk med min finger. Du lader mig gøre det. Det skaber en gnist imellem os, og du siger ingenting, da dit tog forlader perronen. Hvorfor skal det slutte her? hvisker jeg. Fordi, siger du og tøver. Se, siger jeg, vi behøver ikke at ende det. Jeg har kæmpet nok for os to, siger du. Jeg vil kæmpe i al evighed for os to, svarer jeg. Det ved jeg godt, men det vil jeg ikke, siger du og orienterer dig på skiltet. Kig på mig, beder jeg, hvad skal jeg gøre, for du bliver hos mig? Hvisker jeg desperat. Du sukker dybt. Vi har været igennem det, siger du. Jeg er nødt til at give slip på drømmen om os. Jeg rækker ud efter din hånd, fletter mine fingre i dine, men jeg har allerede mistet dig. Farvel, siger du. Jeg elsker dig, svarer jeg. Du går hen til togdøren, og jeg følger med. Du vender dig om for sidste gang og siger, at du også elsker mig, højere end du nogensinde har elsket en anden.
Togdørene lukker, og jeg ser det tage dig ind i den mørke tunnel. Et skridt, og jeg falder udover kanten, ned på skinnerne og kan være fri fra denne rædsel. Hele min krop lukker ned midt på perronen i et ukontrollerbart tempo. Febrilsk ser jeg mig omkring efter noget, jeg kan klamre mig til. Mit blik er sløret, og jeg trækker vejret i korte drag. Jeg støtter mig op af en søjle, mens mennesker strømmer ud og ind af toge omkring mig. Bliver overvældet af smerten i mit hjerte, der er blevet så tungt, at min krop måske ikke kan bære det. 

Aldrig skal vi sidde på min altan og dele en cigaret. Aldrig skal vi sove nøgne sammen i min seng. Aldrig skal vi snakke dybt til langt ude på natten. Aldrig skal vi følges hjem fra en fest, så vi kan kysse med hinanden. Aldrig skal vi tage i sommerhus i Sverige og bade til solnedgangen. Aldrig skal vi danse i regnen. Aldrig skal vi… tænker jeg. Aldrig skal vi skændtes mere. Aldrig mere skal vi døje med hinandens jalousi. Aldrig mere være uenige om, om vi skal have børn. Aldrig mere råbe af hinanden over vores forskelligheder. Aldrig mere skamme os over hinanden i selskab med vores venner. Aldrig mere lade som om, at vi støtter hinandens drømme. Aldrig mere tale med hinandens forfærdelige forældre. Aldrig mere skal vi… 
Jeg har sat mig ned på perronen og læner ryggen mod søjlen. Togene kører hurtigt forbi. Jeg er komplet ulykkelig, som jeg sidder her. Tanken falder mig ind. Jeg kunne springe på et tog nu, og tage hen for at banke på din dør. Jeg har brug for dig. Men jeg må give slip, tænker jeg. Alligevel rejser jeg mig, da toget kommer ind på perronen. Til højre for mig er togstationens udgang.