Matildes Litterære Univers

Man flyttede Rubjerg Knude Fyr

Man flyttede engang Rubjerg Knude Fyr, fordi vinden og havet eroderede kysten, så jorden en dag ville styrte sammen under fyret. En dag skal de flytte Rubjerg Knude Fyr igen. Mine to brødre og jeg legede i sandbankerne om sommeren omkring Rubjerg Knude Fyr, før det blev flyttet. Landskabet er som intet andet sted i Danmark. Vi legede, at vi var fanget i ørkenen, fordi vores fly var styrtet ned. Under den bagende julisol fik vi timer til at gå. Alle turisterne blev et tegn på liv i ørkenen. Vi vandrede i utallige dage i søgen efter vand. Så nåede vi Rubjerg Knude Fyr, der tårnede sig op, som var den et fatamorgana. Og derude var havet, hvor bølgerne slog ind mod kysten. Vi var reddet fra ørkenens hede. Min storebror sagde altid, at vi ikke måtte gå for tæt på skrænten, for vi kunne falde ned. Eller jorden kunne styrte sammen under os. Men jeg var ligeglad, for lyden af bølgerne tryllebandt mig og fik mig til at længes efter noget større. Sjovt, hvordan jeg længes efter endnu en sommer i sandbankerne ved Rubjerg Knude Fyr. 

Når mørke skyer trak ind over vores sommerhus, blev vi indenfor og lyttede til regnen, der trommede voldsomt på tage og vinduer. Jeg husker et voldsomt stormvejr, hvor lilla lysglimt skar over himlen. Vores forældre tændte op i brændeovnen, og vi bagte pandekager. Ilden knitrede lystigt, mens den åd de tørre brændeknuder. Det trak og sled i det lille sommerhus, når et vindstød kom. Vi sad om sofabordet og spiste pandekager, da strømmen gik. Men det var ikke en overraskelse. Det var til gengæld det, der havde forårsaget strømafbrydelsen. Vi havde et gammelt kastanjetræ i haven. Vores forældre havde godt talt om at fælde det. Nu havde stormen klaret det for dem. Men vi ville gerne have været foruden hullet i taget, hvor regnen nu væltede ind. Det var i mit soveværelse. Jeg fik ikke lov til at gå derind, men jeg stod i dørkarmen og kiggede på det gabende hul. Træets grene ragede ind som krogede hænder, der kom efter mig i mit værste mareridt. Grene og kastanjeblade lå på gulvet sammen med rester af taget og loftet.

Mine forældre forsøgte at redde mit legetøj. Mine biler betød alt for mig dengang. Der var ikke andet, vi kunne gøre end at lægge håndklæder ud på gulvet og lukke døren. Vi puttede mere på ilden og varmede os omkring brændeovnen, indtil stormen drev over. Dagen efter ringede vi efter hjælp, så træet kunne blive flyttet. Vi brugte resten af sommeren på at skære og hugge træet til brænde. Jeg var ikke stor nok til at bruge øksen, så jeg slæbte og kørte trillebøren mellem brændestablen og stedet, hvor kastanjetræet blev dissekeret. Det er stadig en pine, når jeg ser en kastanje i dag. Til sidst var der ikke andet end en stub tilbage. Hullet i taget blev ordnet, og vi havde brændekævler mange år frem.
 
Det var uundgåeligt, at træet skulle fældes en dag, hvis sommerhuset skulle ud af sin truende skygge. Vi snakkede aldrig om at rykke sommerhuset, som man rykkede Rubjerg Knude Fyr. Træet væltede af sig selv, men det fik ikke lov til at ligge i fred. Vi udnyttede det. Brændte det. Varmede os ved dens død.
Mine forældre solgte på et tidspunkt sommerhuset, og det blev siden revet ned. Levnet af kastanjetræet blev revet op med rødder til fordel for et orangeri. Det er naturen, der må vige. Men ikke for Rubjerg Knude Fyr. Det må vige for naturens uransagelige kræfter. Men jeg tror, man ville stoppe kysterosionen, hvis man kunne, så fyret kunne blive på sin plads. Jeg burde snart besøge Rubjerg Knude Fyr igen. Bevæge mig gennem den nordjyske ørken og klatre op af trapperne til toppen af fyret. Måske spise frokost i Lønstrup på vejen hjem og plante et par kastanjetræer i hemmelighed.