Matildes Litterære Univers

Den vinter, hvor søerne frøs til is

Det var den vinter, hvor søerne frøs til is, at det slog sprækker i min ensomhed. Snefnuggene faldt i en uendelig parade, mens jeg gik tur om søerne. Jeg så dem fryse mere og mere til dag for dag. Folk forlod stierne og vovede sig ud på isen. Jeg satte mig på en bænk og så det ske. Først var der ikke mange. De skulle lige se isen an. Dagen efter var der lidt flere. Og slut på ugen vrimlede det med folk. De var iklædt lange jakker, hjemmestrik og knæhøje støvler. Selv deres små Københavnerhunde var iført små flyverdragter, som var de babyer. Jeg så det hele ske, mens jeg sad på den bænk, som jeg altid passerede på vej hjem fra arbejde. Jeg vovede mig aldrig selv ud på isen. Jeg tænker nogle gange, at alt havde været anderledes, hvis jeg havde mødt Dagmar noget før. 

Verden var ved at tø op, da jeg mødte Dagmar i min opgang. Store vandplamager havde lagt sig som pytter på søen. Det bemærkede jeg, da jeg som sædvanlig gik hjem. Dagmar var navnet på postkassen over min egen. Nu stod hun krumryggede foran mig, iført en skovgrøn baret over de grå lokker. Kunne jeg mon ikke hjælpe hende, spurgte hun, og viste alle sine indkøb. Trappen var jo så våd og glat af alle de traskende vinterstøvler. Jeg svarede ja, for det var ingen sag for mig. Hun fortalte mig på vej op, at hun havde købt fransk ost i Torvehallerne, for det var ikke til at få ordentlig ost nogen steder, efter Irma lukkede. Og vin havde hun ikke købt, for flasken var for tung og skrøbelig for vejrforholdene. Gled hun, ville den måske gå itu. Dagmar smilende til mig, som om solen havde tøet sneen væk for vintergækker. Hun fik varerne ind i sin lejlighed. Jeg gik ned til mig selv. 

Først da bemærkede jeg, at tomrummet opslugte mig igen. Ofte var der så stille i min lejlighed, at jeg var bange for, at jeg ikke var alene. Om natten sprintede jeg mellem lyskontakterne. Som om noget i mørket ville fange mig, uden nogen som helst ville opdage det. Måske var det derfor, at jeg ikke gik ud på isen, for ingen ville redde mig, hvis den ikke bar mig. Jeg satte mig i min sofa og hørte, at det rumsterede ovenpå. En velkendt lyd, men nu havde den et navn. Lyden var Dagmar. Måske laver hun mad med sin franske ost? tænkte jeg. Mit køleskab var tomt. Som sædvanlig ingen planer for aftenen. Måske læse en bog. Jeg blev siddende og lyttede længe, for jeg spekulerede. Jeg var alene i min lejlighed. Hun var alene i sin. Det blev mørkere og mørkere i min lejlighed. Rastløsheden tog fat i mig. Jeg gik over i mit lille køkken, og åbnede alle skabe. Der stod min julegave fra arbejdet. En flaske rødvin, som passede til alles smag. 

Måske stod jeg foran Dagmars dør med en flaske rødvin, fordi jeg ikke fik gået på isen den vinter. Måske er det bare en efterrationalisering af mine handlinger. Hun åbnede døren, og varmen strømmede ud fra hendes lejlighed, som solen på den første rigtige forårsdag. Jeg åbnede vinen, mens hun dækkede op til mig ved spisebordet. Raclette skulle vi have. En ret, sagde Dagmar, man egentlig kun burde spise med andre. Kartofler, syltede agurker og perleløg, charcuterie og den franske ost. Med vin var måltidet komplet. Vi spiste, mens vi snakkede om alle de spørgsmål, der opstår mellem to generationer. Om kærlighed. Om sorg. Om ensomhed. Som vi sad der dengang, vidste jeg ikke, at jeg ville blive en fast middagsgæst.

I dag planter jeg vintergækker på hendes gravsted midt i sneen, der er ved at smelte. Omkring mig synger fuglene. Der er fuglespor i sneen. En rødhals sætter sig på stenen. Jeg rydder en sneplet og graver et hul og planter vintergækker. Jeg rejser mig og betragter fuglen, solen og de små hvide blomster. Jeg tørrer en tårer væk fra min kind. I weekenden flytter den nye overbo ind. Jeg minder mig selv om, at jeg må købe fransk ost og rødvin på gåturen hjem fra kirkegården.